”Vi kan sove, når vi bliver gamle” – Eller kan vi?

”Vi kan sove, når vi bliver gamle” – Eller kan vi?
27. oktober 2015 admin

SØVN – en af de mest undervurderede faktorer for optimal sundhed og en kæmpe faktor for de resultater, du får af dit hårde slid i træningslokalet.

En af de ting, som vi hurtigt nedprioriterer i en travl hverdag med mange gøremål er vores søvn. ”Vi kan sove, når vi bliver gamle”, ” hører jeg tit travle og ophængte klienter sige. Men kan vi faktisk det?

NEJ, vi skal sove nu – og gerne meget mere end de fleste tror. Mangel på søvn kan føre til nedsat hukommelse, mindre energi (no shit, sherlock ;)), nedsat arbejdsevne, dårligere performance, større cravings, nedsat immunforsvar, besvær med vægttab, øget væskeophobninger, dårlig humør og mindre overskud (ØV!)

Hvorfor er søvn så pokkers vigtigt? Her er et par argumenter for at hoppe under dynen lidt tidligere, og gerne blive 8-9 timer:

  • Bedre humør og øget sexlyst: Mangel på søvn øger din risiko for at udvikle depression, samt den nedsætter din sexlyst. Manglende lagengymnastik og humørsvingninger kan være to ”bivikninger” på længerevarende perioder uden tilstrækkelig søvn. Ellers tak!
  • Optimerer din restitution, hukommelse og præstationsevne: De fleste af kroppen genopbygnings-processer foregår i vores dybe søvn. Det er her, vi har størst udskillelse af bl.a. væksthormon. Så vi bliver altså større og stærkere, når vi sover. Vores restitution afhænger i aller højeste grad af vores søvn, så hvis du vil have optimalt udbytte af det hårde stykke arbejde, du yder i træningscenteret eller køkkenet, så skal denne faktor altså med i spil. Ligeledes skal vores nervesystem restituerer for optimal funktion. Så optimale søvnniveauer vil ligeledes fører bedre hukommelse og fokus med sig.
  • Kan sænke inflammations-tilstanden i kroppen. Mange sygdomme som diabetes, hjerte-kar-sygdomme, gigt, tidlig aldring og slagtilfælde er tilknyttet inflammationstilstande i kroppen. Da en forbedret søvn kan være med til at optimere helings-processer kan dette også sænke inflammation, og dermed risikoen for flere livsstilssygdomme.
  • Kan give et sundere vægttab (fedttab!) – og hjælpe med at vedligeholde en sund form. Ved et studie udført i Chicago viste, at deltagerne som fik tilstrækkelig søvn mistede mere fedt og mindre muskelmasse, end deltagerne med søvnforstyrrelser. Deltagerne med søvnforstyrrelser havde ligeledes mere besvær med at overholde planen, da de i højere grad var styret af sult og cravings. Søvn og stofskifte styres af de samme sektorer i hjernen, og når du er søvnig og træt vil du udskille hormoner, som øger dit sult – specielt efter kulhydratholdige fødevarer.
  • Sænker stress. Har du i forvejen en stresset hverdag virker det, som den åbenlyse løsning at skære i søvnen for at få flere timer i døgnet. Faktum er bare, at det er netop i denne fase, du skal være ekstra opmærksom på at få din søvn. Søvn sænker kortisol – vores stresshormon, og vil give dig et bedre udgangspunkt til din næstkommende travle dag, end hvis du havde slækket på søvnen. Du vil med andre ord være mere effektiv, og have et bedre overskud til at klare alle de pågældende opgaver – uden at rive hovedet af dine nærmeste 😉

 

Så for at opsummere. En god søvn kan give dig:

–       Bedre humør, større sexlyst, optimal restitution, optimeret hukommelse og fokus, lavere inflammations-tilstande, sund vægt, mindre cravings, større overskud, mindre stress og større arme 😉

I mit hoved lyder dette ret lækkert – og jeg holder helt sikkert på min ret til at hoppe tidligt under dynen – og ikke rykke mig ud af flækken for 8-9 timer senere!

Hvad kan vi så gøre for at optimere søvnen:

  1. Sove i et HELT mørkt lokale
  2. Ingen kaffe eller grøn the efter kl. 15.00
  3. Ingen alkohol inden sengetid
  4. Ingen film i sengen. Sengen er forbeholdt søvn og sex!
  5. Få en regelmæssig rytme. I seng på samme tid – op på samme tid. Også i weekenden.
  6. Ingen hård fysisk aktivitet 3 timer inden sengetid.